Det er vigtigt med religionssamtaler som den i evangelieteksten, hvor mennesker med forskellige overbevisninger taler med hinanden. I mange religioner spiller vandet en vigtig rolle, både som noget livgivende og noget rensende, ligesom det i syndflodsberetningen er noget ganske livstruende. Hvor vandet således har disse tre funktioner, det livgivende, det rensende og det faretruende, kan det fornøjelige tilføjes som en fjerde funktion som i en indskrift fra ca. år 300: "Venari, Lavari, Ludere, Ridere, Hoc est Vivere": at gå på jagt, at bade, at spille/dyrke sport, at grine/more sig, det er livet.
Vandet er en arketype. Derfor kan vi også i dag i Danmark tage afsæt i noget arketypisk som vand i samtalen med mennesker med en anden religion end vores egen. I evangeliet hører vi om en sådan samtale.
Men udvekslingen af erfaringer og synspunkter fra begge sider har et afslutningspunkt, når Jesus siger, at han er den afgørende forskel. Er han det? Er Jesus det afgørende vandskel? En prædiken kan udfolde med lige så dagligdags billeder som vandet, hvordan Jesu forkyndelse hele tiden begynder lige dér, hvor vi går og står, dér hvor de basale livsfornødenheder – som fx vandet – er det, der er udgangspunktet.
