Vi er begge rimeligt fortrolige med det tværfaglige samarbejde mellem præst og organist omkring gudstjenestetilrettelæggelsen, men da vi ikke er ansat ved samme kirke, har vi naturligvis brugt noget tid på, at finde vores fælles udtryk i de gudstjenesteforslag, som vi præsenterer her. Forskellige menigheder afføder forskellig gudstjenestepraksis, og der er da også visse forskelle på Christianskirken, Aarhus, og Gellerup Kirke. Ikke desto mindre er der også en del fælles træk.
Først og fremmest er det to kirker, hvor menigheden er højt prioriteret. Det giver sig udslag i et syn på gudstjenesten som menighedens. Vi forsøger at holde os menigheden for øje, når vi tilrettelægger gudstjenesten: Hvem er de? Hvad tror/ved vi, optager dem? Hvad vil vi gerne give netop dem? Og i hvilket sprog?
I begge vores kirker er gudstjenesterne om søndagen velbesøgte. Dette skyldes til dels en kultur, som er grundlagt længe før nogen af os blev ansat. Der er nogle stærke fællesskaber ved vores kirker, og det tiltrækker nogle. Vi tror dog også, at det kan betyde noget, at der ved begge vores kirker er fokus på menighedsinddragelse i gudstjenesterne. Mange moderne mennesker vil gerne opleve, at de gør en forskel – at de har en rolle. Endelig er der i begge kirker en løbende samtale omkring liturgi og gudstjenesteudvikling, som menigheden er inddraget i. Det kan opleves som et benspænd, men er mest af alt en gave til os, der arbejder i kirken.
Med hensyn til salmesang er der lidt forskellige traditioner ved de to kirker. I Gellerup Kirke bruger man rigtig mange af de nye salmer fra 100 salmer, Kirkesangbogen og salmer.dk. I Christianskirken er man ikke så bekendte med den tradition, men benytter sig ofte af en engelsk/amerikansk lovsangstradition. Det har blandt andet affødt en samtale mellem os om, hvorvidt lovsang – i sin bredeste forstand – har lidt trange kår i disse år? Mange af de nye salmer er meget erfaringsnære og taler mere om menneskelivet end om den treenige Gud. Og de klassiske vendinger, hvor vi lover og priser og takker Gud, er blevet underligt fremmede i munden på mange af os. De helligdage, vi har arbejdet med (bededag. Kristi himmelfarts dag, pinsedag, 2. pinsedag og trinitatis søndag) kalder på en højstemt taksigelse og glæde – som vi måske ikke er så gode til i vores jævne danske kultur?
Vi har med vores gudstjenesteforslag ønsket at skabe nogle sammenhængende gudstjenester med en tydelig tematik og en tydelig rød tråd. Samtidig vil vi gerne, at der er et mangfoldigt udvalg af salmer, så der bliver både nyt og gammel, kort og langt, kendt og mindre kendt, festligt og eftertænksomt imellem hinanden, fordi vi tror, de forskellige salmer på salmetavlen kommer i dialog med hinanden undervejs i gudstjenesten.
Vi følte os fristede til at arbejde på den måde, at gudstjenesten til den ene tekstrække var en ‘klassisk’ gudstjeneste, med dagens helt centrale teologiske pointe i centrum omgivet af en perlerække af kernesalmer. Så kunne vi slå os løs i gudstjenesten til den anden række med en skæv, erfaringsnær vinkel og nogle sjove, nye salmer. Men vi opdagede hurtigt, at ingen af de to gudstjenester egentlig var særligt interessante. Næste tanke var at indbygge en bevægelse i alle gudstjenesterne, enten fra det bibelske/teologiske univers og ind i vores nære virkelighed – eller fra det erfaringsnære og ind i et eviggyldigt perspektiv. Også det kan blive lidt en spændetrøje (hvis alle salmer i formessen skal være i mol og alle efter prædikenen i dur…). Derfor lander vi nok et sted, hvor det pendulerer frem og tilbage mellem Guds verden og vores verden – mellem det evige og det timelige – for at holde den indre dialog i gudstjenesten i live og få skabt muligheden for et mødested. For gudstjenesten er et mødested, hvor man kan møde sig selv, møde sit medmenneske og møde Gud. Vi kan ikke love, at det sker, men vi kan forsøge at bane en vej for det.
Vi håber vores tanker kan være til inspiration og ønsker jer nogle gode gudstjenester derude i jeres menigheder.
