KSB 900 De lange nætters mørke
DDS 96 Fra himlen kom en engel klar
Liturgisk forslag til Credo:
KSB 968 Vi tror på én Gud
DDS 126 Min sol, min lyst, min glæde
DDS 652 Vor Herre! til dig må jeg ty
KSB 890 I mørket bryder lyset frem
DDS 109 I denne søde juletid
"De lange nætters mørke"
Jacob Køhn Andersens salme fra 2008 fører os fra mørket gennem stjerneregnen og glædens fødeegn til julerosen og forkyndelsen. En fin indledningssalme, som også med sit 4. vers med længslen efter stjernen kan føre videre til Esajas og hans ”Gud har åbnet mit øre”. Melodien af Bjarne Haahr ligger meget bekvemt i tonelejet for en første salme. Haahrs sikre hånd fører os sjældent på vildveje, og de fem vers er en udmærket længde for en eventuel indlæring. Den lille sekst opad i slutningen af første linje giver et lille elegant raffinement.
"Fra himlen kom en engel klar"
Men efter læsning af Jeremias og før Apostlenes Gerninger går det løs! Med Martin Luthers uforfærdede julesalme, hvoraf de sidste tre vers beskriver helveds magt, angrebslyst, tillid og sejr, går vi ind i kampen med åben pande, som en anden Holger Danske. Forsonende for ukrigeriske deltagere i menigheden er dog Luthers afslutning: ”Tak da Gud… tålmodig, glad i allen stund!” Melodien har før-reformatorisk afsæt og er en af de ’store’, gamle julemelodier, her angivet fra Spangenberg 1568. Linjeføringen er meget klar, med højdepunkter i 2. og 3. tekstlinje. Taktarten i 6/4 giver en rolig og sikker havn at stævne ud fra. Alle vejrtrækninger og versovergange er indlysende, hvilket betoner det sikre.
"Vi tror på én Gud" - liturgisk forslag til credo
Denne 2. juledag kunne man med fordel, i stedet for den sædvanlige trosbekendelse, synge trosbekendelsen i poetisk form. Og man kunne måske blive glad for ideen, således at man på udvalgte søndage lod dette gentage sig!
Man ved fra sig selv, at mange gentagelser undertiden sløver opmærksomheden. Ved pludselig at høre den nikænske trosbekendelse gendigtet både kraftfuldt og med nutidens sprog af Benedicte Hammer Præstholm skabes øget opmærksomhed. Begrundelsen er, at vi udfordres så meget af evangelisten Matthæus med stillingtagen til at forlade elskede mennesker – og hvor er vores tro i den sammenhæng? Vi er nødt til at gøre et eller andet, og derfor står en afsyngelse af en trossalme med stærke og enkle ord på sin plads. Balancen i de tre vers til Fader, Søn og Helligånd er desuden meget fin.
Versene er 9-linjede, og melodien af Christian Præstholm er for en god del komponeret med sekvenser (ensartede melodilinjer i hvert sit toneleje), hvilket optimerer versemålet pædagogisk og musikalsk. Realistisk er det ikke sikkert, at melodien kan læres på de tre vers, men det er en salme, der opmuntrer til at blive arbejdet med, og den er desuden egnet til gentagelse året rundt ved givne lejligheder. Rent teknisk må man passe på ikke at begynde melodien i for hurtigt tempo, og menigheden er nødt til at have en vejrtrækning mellem næstsidste og sidste linje. Denne må formes med opmærksomhed, både med henblik på ikke at ødelægge den lange melodilinje og på at tilgodese menighedens behov for luft.
"Min sol, min lyst, min glæde"
Barokdigteren Thomas Kingo lytter til evangeliet: ”Man siger mig” – ”dog hviskes”. Kontrasten i Jesu skæbne begynder at stå klart for Kingo – og dermed er han på en måde lige med os, selv om vore tidsaldre er forskellige. Måske "isner" det også i vores blod, når vi hører de grumme tekster til 2. juledag? Kingo kender som altid vores svagheder, men træder trøstigt frem alligevel. Melodihenvisning til "Jeg vil din pris udsjunge" (to versioner) eller "Guds godhed vil vi prise". Alle tre fungerer fint; man kan mene, at melodien træder en smule i baggrunden, når det er en henvisning; i dette tilfælde øger det opmærksomheden på Kingos fortræffelige salmetekst.
"Vor Herre! til dig må jeg ty"
Evangeliets blotlægning af livsvilkår og krav begrunder, at vi har valgt denne salme af Grundtvig! Men trods tekstens placering under afsnittet Modgang og håb ligger julens løfter gemt i salmen, og englene er (som sædvanlig) smuttet ind og hjælper os (vers 6 og 7). Melodien er af Thomas Laub fra 1915. Her finder vi en af Laubs virkelig stærke og levedygtige melodier. Med sit doriske præg er den let arkaisk, men den strenge enkelhed passer godt til det eksistentielle i ordlyden.
"I mørket bryder lyset frem"
Helligdagens særlige karakter giver denne salme af Holger Lissner mulighed for at blive en personlig bekendelse om livets vilkår med kamp, mod og trøst. Den er en gendigtning af Lukasevangeliet 1,67-80. Vi finder den egnet til en placering som nadversalme. Melodien af Mads Høck fra 2010 har et asketisk udtryk, men lyser fint op i 6. linje. Den ligger hørbart i arven fra Laub; men det diskrete udtryk er en fordel under nadveren, hvor en pågående og ekstrovert melodi i værste fald kan være forstyrrende.
I denne søde juletid (vers 1 og 5-7)
I denne glædesfyldte julesalme, tager Hans Adolph Brorson bestik af jammerlige forhold, men vil desuagtet synge sit halleluja af fuld hals til sidst. Måske er vi moderne mennesker ikke helt så himmerigssøgende som den pietistiske forfatter, men hans entusiasme er smittende! Man kan sagtens synge hele salmen, men vi har tilladt os at foreslå et udvalg på fire vers, så den ikke fravælges på grund af sin længde.
Melodien er henvisning til "Et lidet barn så lysteligt". Vi foretrækker, på trods af den reformatoriske melodis fortræffeligheder, Balles romantiske melodi. Den er dristig i sit omfang, men er, på trods af de tekniske krav, den ret beset stiller til den syngende, populær – og desuden en melodi, der emmer af overflod og den særlige danske, romantiske salmetone (som Laub kritiserede i kraftige vendinger…).
