1 Mos 28,10-18: Jakobs drøm, Jakobsstigen og Guds løfte om velsignelse.
1 Kor 12,12-20: Vi hører Kristus til og er som et legeme med mange lemmer.
Joh 1,35-51: Jesus kalder Peter og Filip som disciple, og de hører, at de skal få store ting at se.
Det skal i dag handle om det, vi får for intet: Guds løfte om kærlighed, troskab og en velsignet fremtid – som Jakob fik, og som gives os i dåben. Allerede i kollekten, som elegant kobler Jakobsstigen med korstegnelsen i dåben, er der taget hul på temaet, som på forskellig vis derefter belyses i læsningerne og salmerne. På prædikestolen skal det hele samles i en prædiken om dåb. Salmen før prædiken lægger op til dette ved at tale om, at kirkens enhed er ”skabt ved ord og vand” (DDS 334 vers 1).
Jeg kunne tænke mig at lave en narrativ prædiken, hvor jeg forbinder Jakobs og Peters fortællinger med dåben, da der er mange paralleller og billeder, der går igen i fortællingerne. Jakob og Peter ligner hinanden ved, at de på trods af troløshed, fejlbarlighed, snyd og svigt dog bliver udvalgt og får Guds velsignelse. Peter får ligefrem at vide, at på ham skal kirken bygges! Derudover er der sten i begge fortællinger: Jakob drømmer sin drøm, liggende med hovedet på en sten ved et gammelt helligsted, som han næste morgen rejser som en stenstøtte. Og Peter, der først hed Simon, får sit nye navn, som betyder sten/klippe, fordi han skal være den sten, kirken bygges på. Og alt dette samles for os i en anden sten, nemlig døbefonten. Her får vi at vide, at vi er Guds elskede børn – uagtet at vi er lige så troløse og fejlbarlige som Jakob og Peter, rokkesten og rullesten alle til hobe, mennesker på godt og ondt. Men Gud ”tar mig som jeg er”, som salmen efter prædikenen udtrykker det i første vers.
Andre betragtninger, der tænkes vævet ind i den narrative prædiken: I dåben forbindes himmel og jord, og enheden mellem Gud og menneske bekræftes. Dog ikke i kraft af os selv, men i kraft af en anden sten, Kristus, som er hovedhjørnestenen. Den døbte ”tilhører den korsfæstede Jesus Kristus”, siges det, mens korset tegnes for vedkommendes ansigt og bryst, og himmel og jord forbindes, som med Jakobsstigen.
Og også at det, som er småt og ubetydeligt, altså skal komme til ære og værdighed, ligesom Jesu egen historie fortæller det samme. ”Kan noget godt komme fra Nazaret?”, spurgte man med tvivl og hån i stemmen. Ja, det er lige præcis, hvad det kan! Selveste Messias kom fra en flække, for Gud ser noget stort i det små. Også i det enkelte menneske – hvilket er det, der bekræftes i dåben, ligesom det er, hvad Paulus udtrykker med billedet af legemet med de mange lemmer. Med sidstnævnte billede tilføjes det vigtige, at de enkelte lemmer også hører sammen med og er forpligtet på hinanden! Denne næstekærlige følge af gudsforholdet er også, hvad kaldelsen går ud på. Vi er som kristne kaldet til at leve med kærligheden som fortegn for vores liv med Gud og hinanden.
