DDS 10 Alt, hvad som fuglevinger fik
DDS 696 Kærlighed er lysets kilde / KSB 995 Jeg løfter min øjne over jordens kant
DDS 678 Guds fred er glæden i dit sind
DDS 412 Som vintergrene
100S 849 Igen berørt
KSB 817 Jeg hører hjemme i dette hus/ DDS 29 Spænd over os dit himmelsejl/ DDS 31 Til himlene række din miskundhed, Gud,
Vi valgte som første salme ”Alt, hvad som fuglevinger fik” – særligt ud fra salmens vers 4: ”Så vågn da op”, som passer til Sl 121: ”Jeg løfter mine øjne… hvorfra kommer min hjælp”: Vi skal åbne øjnene, vågne op eller se op for at øjne Guds hjælp.
”Kærlighed er lysets kilde” fortæller smukt, at vi bliver ét med kærligheden – særligt i vers 3. Salmen passer godt til epistlens tale om enhed og kærlighed. Alternativt kunne man vælge en salme, der er skrevet over Sl 121, nemlig ”Jeg løfter min øjne over jordens kant”. Teksten er skrevet i et nutidigt sprog og har referencer til dåben, som kan inddrages i prædikenen.
I ”Guds fred er glæden i dit sind” fortæller Holger Lissner, hvad Guds fred kan gøre ved os. Vers 1: ”Guds fred er glæden i dit sind”, vers 2: ”Guds fred er styrken i det ord”, vers 3: ”Guds fred er sangen i dit blod”. Den relativt nye salme har to melodier, begge gamle melodier fra andre salmer, der fint kan bruges. Dog er Carl Nielsen-melodien til DDS 676 nok ikke så kendt, hvorfor Görlitz´ melodi til DDS 416 kan være at foretrække, hvis man ønsker at blive på kendt og sikker grund.
Efter prædikenen vælger vi ”Som vintergrene”, da den passer godt til vintræsbilledet i evangelieteksten: ”som grene kroget dybt i vort eget” (vers 2) kan forstås som selvoptagethed og selvmedlidenhed (og synd - for at sige det med en teologisk term), hvilket fører til mørke. Derfor ”beder vi om frihed: at Guds forløsning vort hjerte når”. Gud hjælper og forløser; vi skal ikke frelse os selv. Vi er ”til Kristus bundet, af Kristus brugt” og derfor ”skal vi i hverdagens nærkamp bære Guds nådes frugt” (vers 6).
Under og efter altergangen vælger vi Janne Marks smukke salme ”Igen berørt”, hvor tekst og melodi bærer og løfter hinanden. Teksten lyder ”vi får dit mod, vi tør gå ud… vi er af dig, du er i os”. Vi bliver mindet om at være lys i verden, et modspil til ikke at fortvivle over egne ’myldretanker’. Det er frihed og fortrøstning i kraft af enheden i kærlighed, der tales om. Salmen samler tråde fra både epistel og evangelium.
Selvom det for menighedens skyld kan være fornuftigt at vælge en kendt salme som udgangssalme, vover vi at vælge den nye salme ”Jeg hører hjemme i dette hus”, da den svenske folkemelodi er ligetil og sidste halvdel af versene gentages, hvorfor det efter vores skøn er en salme, der er hurtig at lære. Desuden taler teksten godt ind i de øvrige tekster (fx vers 4: ”jeg lader livet slå rod i ordet, jeg hører hjemme i dette hus”), og har en fortrøstningsfuld tone, der er god at gå hjem på. Alternativt – hvis man synes, det er for vildt at slutte højmessen af med en ukendt salme – foreslår vi to kendte salmer: ”Spænd over os dit himmelsejl” eller ”Til himlene række din miskundhed, Gud” som begge er lovsange, der priser den Gud, som er ét med os, og hvis hjælp vi ikke skal tvivle om. I Ingemanns salme nævnes kærligheden, som også er med i epistlen: ”Som himlenes favn er din kærlighed, Gud” (vers 2) og ”I mulm er kærlighedsvingen bredt ud, vi skjuler os under dens skygge” (vers 3). At slutte med en lovsang kunne ydermere binde en fin ende på gudstjenesten, som også begynder med en lovsang.
