I dagens tekster er der mange stærke udtryk, som vi måtte standse ved: ”en ny sang”, ”vend jer fra løgneguder” (Sl 40), ”opbyg jer selv” (Jud 20) og ”ny vin i gamle/nye sække” (Mark). Udtrykket ”at få en ny sang lagt i munden” fik vi lyst til at udfolde i gudstjenesten, fx i valget af salmer, fordi det er så smukt og poetisk. Løgneguderne, som salmisten også taler om, fik os til at associere til fake news, overfladisk underholdning og alt muligt andet, man kan dulme sig med, når livet og verden synes uoverskuelig. Og udtrykket ”at opbygge sig selv” førte til en samtale om, hvad det vil sige. Det kunne lyde som personlighedsudvikling, men handler om kristen praksis. Og det vil ud over et næstekærligt levned sige: gudstjeneste og bøn – men måske også meditation og stilletider med Gud, hvor det gælder om at være som et barn uden bekymring og ansvar – og sætte den voksne i sig på pause, som organisten udtrykte det.
Sidste del af evangelieteksten er kendt, men ikke mindre vanskelig af den grund. For hvordan skal det forstås? Betyder det fx at man ikke får noget ny vin, hvis man – provokerende udtrykt – er en gammel sæk?! Som prædikant kan man fristes til at springe over de svære steder i en i øvrigt meget mættet tekst, men måske skulle man i stedet tage tyren ved hornene og tage fat der, hvor teksten kradser? For den støder eller undrer nok også kirkegængeren.
Efter disse indledende drøftelser blev vi enige om, at gudstjenestens tema skal være: Gud gør alting nyt – og frelsen af nåde kalder på lovsang og praksis. Og dermed handler det både om, hvad Gud gør for os, og hvad vi skal gøre. Gudstjeneste er i følge Luther netop, at Gud henvender sig til os i sit Ord, og vi svarer i bøn og lovsang. Dette vil vi også forsøge at få frem i salmevalget.
Noget om vores metode
Før mødet om en given søndag havde vi hver især læst teksterne og tænkt i mulige salmer til dagen. På selve mødet læste vi som det første teksterne sammen. Undervejs i projektet opstod en særlig praksis: Organisten læste teksterne for præsten, som lyttede uden at læse med. Især for præsten var det en sjov øvelse, som tydeliggjorde, at en tekst tages anderledes ind, når den kun går ind ad øret – som det ofte er tilfældet for kirkegængere. Nogle ting høres tydeligere, andet fanger man ikke. Denne lytteøvelse kunne også være en påmindelse om, at ”troen kommer af det, der høres” (Rom 10,17), og at man via øret måske lytter mere med hjertet end med forstanden.
Efter oplæsning af teksterne dykkede vi ned i ord, begreber og billeder, der rørte, udfordrede eller på anden vis standsede os, og via den proces fandt vi gudstjenestens tema eller røde tråd. Samtidig hermed foretog vi salmevalget, som kom til at bestå både af salmer, vi hver især havde fundet i forvejen, og salmer, vi fandt sammen. I valget af salmer har vi lagt vægt på, at deres melodier ’fortæller teksten rigtigt’. Dvs. at melodien passer til teksten, hvad angår betoninger, tonalitet, rytme og stemning. Derudover har vi haft som mål at lægge ’plejer’ væk, og fx gå efter nye salmer samt komme godt rundt i rigdommen og mangfoldigheden af salmer. Dog naturligvis med en balance mellem nyt og gammelt, kendt og mindre kendt.
I det tværfaglige møde oplevede vi begge at få øje på andre aspekter, sådan at vores respektive fokus og tilgang flyttede sig qua samtalen. Gudstjenesternes vinkling, linje og tema er derfor resultat af den fælles drøftelse. Til slut valgte vi sammen en kollekt, der passede til temaet. Og derefter færdiggjorde vi hver for sig henholdsvis musikvalg og homiletiske overvejelser, som der var sprunget idéer til i den fælles drøftelse. Vi har begge ført pennen i det skrevne produkt.
Arbejdsmetoden har været grundig og givende, samtidig med at den har været effektiv og struktureret, hvilket også vil være nødvendigt, hvis den skal kunne bruges i det daglige virke. Vi har fundet processen inspirerende, fordi vi begge blev udfordret på vores vanlige praksis og i samarbejdet fandt nye tilgange til tekster, salmevalg og musik.
