Sl 40,2-6: Gud bønhører vores råb om hjælp. Vores svar er tak og lovsang; vi har fået lagt ”en ny sang i munden”.
Jud 20-25: En formaning om at lade sig opbygge til et gudfrygtigt og næstekærligt liv.
Mark 2,14-22: Jesus kalder og besøger tolderen Levi, som ifølge sine landsmænd er en synder. For Gud vil frelse det fortabte. Frelsen er gennemgribende, vender tingene på hovedet og gør alting nyt.
Vi har på denne dag lyst til at dyrke metaforen ”en ny sang” (Sl 40) i prædikenen såvel som i salmevalget, så det bliver den tydelige, gennemgående tråd gennem hele gudstjenesten. Følgende prædikenidé er dermed opstået som følge af den tværfaglige samtale og arbejde omkring salmevalget.
Levis historie fortæller, hvad ”den nye sang” er, gør og kan. Det er frelsen af det fortabte, der får os til at synge – og den nye sang samler og sætter os fri til et kristent fællesskab, hvor vi skal opbygge os selv sammen (Jud 20). Men før vi kommer til Levi, vil jeg genfortælle fra den svenske film ”Som i himlen”, hvor der netop er en helt særlig sang. Filmen fortæller om et lille svensk samfund, som et berømt bysbarn flytter til, da han trækker sig tilbage efter et liv som verdenskendt dirigent. I den lille by overtales han til at lave et kor. Det er en broget flok, der samles om ham, den ene mere ulykkelig og ensom end den anden. I stedet for at terpe svære korsatser med dem, beder han dem åbne munden og synge det, der kommer til dem. Og ud af det opstår der en smuk, mangfoldig og helt ny lyd eller musik, en ”ursang”, som kommer den fra dybder af noget meget større. Måske fra Gud selv? De griner og græder, mens de synger. De føler sig forløst, befriet og sammen. Dette bærer dem også, da det hele bryder sammen, da dirigenten dør, og de samles endda med endnu flere i ét stort, syngende fællesskab, hvor alle er med, og ingen udenfor.
Den ”ny sang” er den sang, man synger, når man føler sig set, befriet, forløst og elsket. Det er den sang, salmisten talte om, og den sang, Levi også sang med på, efter at han havde haft besøg af Jesus. Det besøg havde afgørende betydning for ham. Han ”trækkes op af undergangens grav” (Sl 40), fordømt og lagt for had, som han var af både andre og måske også sig selv. Lavt selvværd og stor skyld havde han (og hvem kender ikke det?), men det til trods besøger Jesus ham. Levi bliver set på en helt ny måde og på trods af alt det, der klæber til ham. Det er tilgivelse og frelse, og det er frisættelse. Det er til fred og glæde og fællesskab med andre – alle dem, han skal opbygges og synge den nye sang sammen med.
Har man lyst til at ’nørde’ metaforen helt igennem, kunne man måske få flettet ind, hvordan salmen efter prædikenen (KSB 969) udtrykker det samme. ”Sangen, der aldrig ender” er ”den nye sang”, som bunder i Guds kærlighed til mennesket. Sagt på en anden måde: Det ufuldstændige og endelige henter næring i det fuldstændige og evige. I salmen kommer det til udtryk ved, at melodien er brudt op med pauser imellem fraserne (den er ’ufuldstændig’), mens akkompagnementet (det guddommelige) bærer igennem og binder der hele sammen - og ud af det opstår en ny sang! Dette kunne måske være en sjov side af sagen at få med. Især hvis man holder af sammenhænge og gennemgående billeder i en gudstjeneste.
