Temaet denne dag gav sig selv og er tydeligt gennem alle tre tekster: Det handler om opstandelse. 16. søndag efter trinitatis bliver det påske midt i efterårets forfald.
Vi vil gerne, at temaet opstandelse-tro-lovsang underbygges af de valgte salmer, og overvejede at vælge en egentlig påskesalme, men da et mål for os i samarbejdet har været at komme ud i ’krogene’, ikke mindst i det nye repertoire, har vi i denne omgang ikke fundet plads til en sådan, men er gået andre veje. Dog er der opstandelse i flere af de valgte salmer. Vil man som prædikant have en ’rigtig’ påskesalme med, kan man nok godt selv finde en, var ræsonnementet.
Ved den indledende tekstegennemgang blev vi standset af ord og metaforer, der gav anledning til samtale: Vi røres af Sl 139, men hvordan forstår vi talen om den alvidende Gud? Som et kontrollerende øje i det høje eller en fortrøstningsfuld tillid til og tak for, at Gud kender mig, selv når jeg har glemt det eller ikke tror det? Og den fælles læsning af 1 Kor 15 gav anledning til en samtale om, hvordan kirkegængeren mon hører og forstår den tekst? Hører vi den med forstanden, kommer vi til kort, men hører vi den med hjertet, kan vi måske fange noget af det, som Paulus taler om: opstandelse. Som præst og organist kan vi dog ikke tilrettelægge gudstjenesten alene med tanke på, hvad kirkegængeren måtte tænke om eller forstå ved dette og hint, men vi må lade det gå gennem os selv, vores faglighed og tro. Samtidig er sproget vigtigt i prædikenen såvel som i salmer og kollekt. Med de nye salmer har vi valgt tekster, der formulerer opstandelse i et nutidigt sprog.
Ovenstående gav anledning til en samtale om tro og tvivl samt om det at have sin glæde i troen, at turde være i en opstandelsestro og at have en tillid til Gud, selvom ”Gud ikke er retfærdig” (jf. Sigurd Barrett i DRs podcast "Tal til mig"). For selvom Jesus kom Martha og Maria i møde i deres sorg, oplever jeg måske ikke altid, at han gør det i min. Og kan jeg så tro? En anden side af denne diskussion gik på, hvad dødeopvækkelsen mon gjorde ved Lazarus og det liv, han havde derefter. Og hvad gør opstandelsesberetninger og -tro ved os?
Noget om vores metode
Før mødet om en given søndag havde vi hver især læst teksterne og tænkt i mulige salmer til dagen. På selve mødet læste vi som det første teksterne sammen. Undervejs i projektet opstod en særlig praksis: Organisten læste teksterne for præsten, som lyttede uden at læse med. Især for præsten var det en sjov øvelse, som tydeliggjorde, at en tekst tages anderledes ind, når den kun går ind ad øret – som det ofte er tilfældet for kirkegængere. Nogle ting høres tydeligere, andet fanger man ikke. Denne lytteøvelse kunne også være en påmindelse om, at ”troen kommer af det, der høres” (Rom 10,17), og at man via øret måske lytter mere med hjertet end med forstanden.
Efter oplæsning af teksterne dykkede vi ned i ord, begreber og billeder, der rørte, udfordrede eller på anden vis standsede os, og via den proces fandt vi gudstjenestens tema eller røde tråd. Samtidig hermed foretog vi salmevalget, som kom til at bestå både af salmer, vi hver især havde fundet i forvejen, og salmer, vi fandt sammen. I valget af salmer har vi lagt vægt på, at deres melodier ’fortæller teksten rigtigt’. Dvs. at melodien passer til teksten, hvad angår betoninger, tonalitet, rytme og stemning. Derudover har vi haft som mål at lægge ’plejer’ væk, og fx gå efter nye salmer samt komme godt rundt i rigdommen og mangfoldigheden af salmer. Dog naturligvis med en balance mellem nyt og gammelt, kendt og mindre kendt.
I det tværfaglige møde oplevede vi begge at få øje på andre aspekter, sådan at vores respektive fokus og tilgang flyttede sig qua samtalen. Gudstjenesternes vinkling, linje og tema er derfor resultat af den fælles drøftelse. Til slut valgte vi sammen en kollekt, der passede til temaet. Og derefter færdiggjorde vi hver for sig henholdsvis musikvalg og homiletiske overvejelser, som der var sprunget idéer til i den fælles drøftelse. Vi har begge ført pennen i det skrevne produkt.
Arbejdsmetoden har været grundig og givende, samtidig med at den har været effektiv og struktureret, hvilket også vil være nødvendigt, hvis den skal kunne bruges i det daglige virke. Vi har fundet processen inspirerende, fordi vi begge blev udfordret på vores vanlige praksis og i samarbejdet fandt nye tilgange til tekster, salmevalg og musik.
