DDS 729 Nu falmer skoven trindt om land
DDS 324 Dig rummer ej himle/ 100S 808 Fra vest står blæsten ind
DDS 157 Betesdasøjlernes buegange
DDS 108 Lovet være du, Jesus Krist
DDS 476 Kornet, som dør i jorden
DDS 730 Vi pløjed’ og vi så’de
Gudstjenesten indledes med "Nu falmer skoven trindt om land", som passer til årstidsskiftet og er en salme, menigheden som regel glæder sig til at synge. Med 10 vers bør man omharmonisere melodien undervejs for at bevare salmens friskhed og fylde.
Som anden salme vælger vi "Dig rummer ej himle", hvor Guds-ordet "nedsænkes" i støvet, i barmen, i kirken. Ordet "vindpust" som er negativt ladet i den gammeltestamentlige lektie, bliver i salmen et positivt og lindrende billede på Helligånden som livgiver. Som alternativ foreslås "Fra vest står blæsten ind", der nok egner sig bedre til en høstgudstjeneste. Teksten tager afsæt i den beske stemning fra den gammeltestamentlige lektie ("mørkets magter", "kælderskakter"), men bevæger sig elegant over i tak og lovsang over høsten. Vælger man denne salme, kan "Dig rummer ej himle" synges som motet af en kirkesanger eller et kor.
"Betesdasøjlernes buegange" finder vi er en smuk salme – især på Christensens melodi, hvor nodelinjerne i sig selv danner buer undervejs. Holdes der høstgudstjeneste denne søndag, giver salmen menigheden en kærkommen ekstra mulighed for at forholde sig til evangeliets fortælling.
At synge "Lovet være du, Jesus Krist" efter prædikenen kan virke overraskende, da salmen egentlig er en inkarnationssalme, som naturligt hører til i julen, men den rummer så mange fine udtryk for mødet mellem Gud og mennesker, og hvordan dette møde er til menneskets bedste. Omkvædet gør salmen let genkendelig for børn. Melodien er overkommelig og festlig, danner tillige musikalsk en lang bue, og passer således fint sammen med de øvrige salmer.
"Kornet som dør i jorden" får billeder af såning og høst frem i tankerne, men er også en creatio ex nihilo-salme: en bøn om at livet skal opstå af intet, når nadver-elementerne modtages, og med menigheden symboliseret ved "nye korn", der skal sås. Den nyere melodi kan måske være vanskelig for menigheden, og i så fald kan man lade koret synge for under nadveren.
Vi slutter, som vi begyndte, med en af de store høstsalmer: "Vi pløjed og vi så’de", som med dens unisone præg udgør en musikalsk fin og festlig afslutning på gudstjenesten.
