Salme 39 passer som klagesalme ikke så godt til en takkegudstjeneste som høstgudstjenesten: "Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre". Eller hvad? Det kan man jo overveje.
Måske giver det en spændende indgangsvinkel til prædikenen at høsten/den materielle rigdom problematiseres: Mennesker er samlere. Når man kigger sig omkring i de store supermarkeder, ser man, hvor mange ting og sager, vi køber. Og henter hjem til vores huse. Hvornår har vi egentlig nok? "En mand vandrer som et skyggebillede, han samler rigdom til ingen nytte, han ved ikke hvem, der skal høste den".
Salmisten taler om at føle sig og afmægtig og straffet af Gud. På én gang klagende, appellerende og opgivende. Tanken om, at Gud straffer synderen på den måde, som salmisten beskriver, er imidlertid fremmed for kristendommen. Vores livsomstændigheder er ikke 1:1 udtryk for Guds sindelag imod os. Heri ligger der en direkte kobling til Paulus, som er i lænker, men "Guds ord er ikke bundet". Fornedrelse, fiasko i denne verden, er ikke at være "væk fra Gud", men derimod at være der, hvor han møder os og tager os med i sin opadgående bevægelse: Er vi døde med Kristus, skal vi også leve ved ham. At leve ved evangeliet er at rejse sig ved evangeliet.
Det er dét, vi ser tydeliggjort i evangeliet om helbredelsen af den lamme ved Betesda dam. Han kunne være den klagende i den gammeltestamentlige salme: Hvorfor skal jeg ligge her til ingen verdens nytte? Lad mig dog dø! Ifølge den almindelige opfattelse på Jesu samtid var sygdom udtryk for, at man bar på en stor skyld eller havde arvet den fra sine forfædre. Men Jesus bryder med den tænkning. Liv er muligheder. Gud ser ikke på din eventuelle skyld, men rejser dig – skaber opstandelse!
Sat ind i høstgudstjenestens kontekst: Det kan godt være, det ikke ser ud af særlig meget, dit liv, eller det, du har samlet sammen. Men mødet med Kristus er en aflastning fra dit fattige selv, og Guds kærlighed er en ’op-sang’ til dem, der ligger ned: Gå ud og bær frugt!
