Den gammeltestamentlige lektie spørger: Hvilke ofre påskønnes af Gud? Eksempler fra den almindelige offerkult nævnes – og modsiges: Det gælder kun om at handle retfærdigt og vise trofast kærlighed.
I epistlen taler Paulus om at være blevet taget i tjeneste, selvom han var den største af alle syndere. Han forfulgte de kristne, dvs. han gik efter at dræbe det gode, jf. 12. søndag efter trinitatis om bespottelse af Helligånden.
Evangeliet fra Matthæus handler om zebedæussønnerne – og ikke mindst deres mor, som vil sikre dem en plads i Guds rige. Jesus svarer, at den, der vil være stor, skal være en tjener og en træl.
Et prædikenoplæg kunne være: Skoleåret er begyndt. Hvem er bedst? Hvem er størst? Konkurrencementaliteten er en drivkraft i legen, men har også sin mørke side, når et menneske fører sig frem på andres bekostning. Hvad er det, der får folk til at hige og søge efter berømmelse, storhed? Måske det, at tilværelsen ellers føles tom og triviel? Fra 100 Salmer kunne nr. 896 "Som hjorten, der tørster ved søen" have været valgt som ny salme.
I følelsen af tomhed kan meget tabes: tilfredsheden med én selv og ens omgivelser. Tilværelsesmiraklet og Gud tabes af syne. Druk og utroskab løser ingenting, men påkaldes alligevel nu og da som løsninger på 'tilværelsens ulidelige lethed', dvs. manglende tyngde. Pink Floyd har en sang på The Wall (1979), der handler om at være blevet "comfortably numb", behageligt følelsesløs. Følelsesløshed er dog ikke nødvendigvis en behagelig tilstand, men hvis alternativet er smerte, ondt i livet, kan det virke fristende.
Jesus peger på én ting til at løse det: Du skal sætte dit liv i tjeneste for andre. Hvis ikke kærligheden motiveres af, at du selv er blevet elsket, så er det godt at få instruktion i, hvad du skal gøre. Men han lover ikke, at tjenesten for andre er specielt sjov eller behagelig. Den, der vil være stor, skal være alles tjener. Men sagen er jo ikke, at vi skal gøre os til af alt det arbejde. Vi er kun tjenere. Vi har bare gjort, hvad vi skulle. Mens den, der higer efter berømmelse, beundring eller Guds ros arbejder på et helt forkert grundlag.
Det er ikke særlig efterstræbelsesværdigt at være en kristen, og det bliver næsten en kliché: den kristne er den, der under festen går ud i køkkenet og tager opvasken. Den, der møder tidligt ind næste morgen og vasker gulvene, mens de andre ligger med trætte danseben og sover rusen ud. Den, som stiller sig sidst i køen, jf. REM’s sang "Falls to climb" fra Up (1998)
Et tema denne søndag er også Guds skjulthed. Ingen har nogensinde set Gud. I Kristus skjuler han sig under sin modsætning: alles tjener. Sådan åbenbarer han sig for verden. Vi bekender samhørigheden med ham igennem kaldet til at tjene.
