Vi er stadig i sensommeren, og årstiden må gerne reflekteres i gudstjenestens musik og salmer, men salmebogen rummer ikke mange ’sensommersalmer’. Denne søndags mest markante præg stammer imidlertid fra evangeliets ord om, at bespottelsen mod Ånden ikke skal tilgives. Et udsagn, som får menigheden til at spidse øren og giver præster hovedbrud, når man samtidig ihukommer Paulus’ ord: "Blev synden stor, er nåden blevet så meget desto større" (Rom 5,20). Er der vitterlig en synd, der ikke kan tilgives?
Denne søndag skal menigheden udsættes for et af Vorherres vredesudbrud, men hovedtemaet er, hvordan mennesker bærer vidnesbyrd – eller svigter at bære vidnesbyrd om Guds godhed. Vigtige motiver i denne søndags gudstjeneste er: Helligånden og tungens magt. Det et menneske tror på, sætter sig igennem – som tale eller handling. Det, vi tror på, er med andre ord ikke fjernt fra os, men afsløres i måden, hvorpå vi færdes igennem tilværelsen og i den holdning, vi har til det, vi oplever.
12. søndag efter trinitatis
Tværfagligt notat 12. s. e. trinitatis
