DDS 5 O, havde jeg dog tusind tunger
DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig
DDS 481 Løgnens fader vi forsage
100S 873 Usynlige, som ingen kan beskrive/
DDS 677 Nu glæd dig i Herren, mit hjerte
DDS 291 Du, som går ud fra den levende Gud (vers 2)
DDS 11 Nu takker alle Gud
Salmebogen rummer ikke eksplicit nogle ’sensommersalmer’, og man kan ikke synge "Gak ud, min sjæl, betragt med flid" hver søndag i juli og august. "O, havde jeg dog tusind tunger" er imidlertid et godt bud på en sensommersalme med henvisningen i vers 2 til skoven, der endnu står grøn. Motivet med tungen slås an i første vers, og salmen handler gennemgående om, hvordan ikke blot mennesket, men også naturen skal lovprise Guds navn. Salmen er desuden en sjældent brugt lovprisningssalme, som fortjener mere opmærksomhed. Melodien er enkel at lære og også fin at bruge som indledning, idet man kan spille et præludium over samme salme af fx Jesper Madsen, Mads Høck eller Christian Præstholm.
Som salme mellem læsningerne – efter fortællingen om Jonas – sætter vi "Af dybsens nød", som fint udtrykker Jonas’ selvransagelse inde i hvalfiskens bug. En slagkraftig salme i anråbelsens skær, som melodisk ’lukker sig om sig selv’ i det musikalske udtryk, idet melodien hele tiden vender tilbage til udgangspunktet.
Efter epistlen skal der synges rent om sandhed og løgn. "Løgnens fader vi forsage" placerer den syngende menighed i pagten og lægger op til bekræftelsen af denne i den efterfølgende evangelielæsning og prædiken. Da denne søndag byder på en del ældre salmer, kan man med fordel brede melodistoffet lidt mere ud ved at bruge det romantiske alternativ, som foreslås her – nemlig "Tag det sorte kors fra graven".
"Usynlige, som ingen kan beskrive" er denne søndags bud på en ny salme, hvor teksten følger op på gudstjenestens tema om menneskets selvforståelse som skabt i Guds billede og som et talerør for Guds kærlighed og omsorg. I denne moderne tekst er der reference til Sl 8: "Hvad er da et menneske?" og til menneskets søgen efter mening, men også en identifikation af troens sandhed gennem kærligheden. Alternativt "Nu glæd dig i Herren, mit hjerte". Vi står altså med et dobbeltvalg med to nyere salmer. De er meget forskellige i udtrykket, men begge særdeles sangbare for menigheden, den ene rytmisk, den anden inderlig, og begge i mol. Her må vælges efter de lokale forhold…
Under nadveren vil det være oplagt at synge om Helligånden, og vi foreslår "Du, som går ud fra den levende Gud" – den store pinsesalme, som svirper med halen til sidst, hvor "fortabelsens æt" bringes på banen og minder menigheden om, at livet kan ’gå af led’, når det ikke bygger på troen på Guds sandhed. Man kan også nøjes med et enkelt vers efter altergangen, og her foreslår vi vers 2, som høres med direkte adresse til epistlen. Det taler om apostlenes udsendelse, som her ved altergangen bliver til menighedens udsendelse med "saligheds ord". Måske kan organisten denne søndag præludere over samme salme under uddelingen for derpå at afsynge verset efter sidste bord. På den måde får salmemelodien og dens tekst mere fylde.
Gudstjenesten slutter kort, sammenfattende med "Nu takker alle Gud", hvor "hjerte, mund og hænder" er sat i takkens tjeneste, og Helligånden ikke spottes, men loves og prises sammen med Faderen og Sønnen. En omharmonisering af sidste vers vil gøre god fyldest her, hvis man har muligheden.
