Læsningen fra Det Gamle Testamente er om Jonas i hvalfiskens bug. Jonas ville ikke gå Guds ærinde som profet og bliver derfor slugt af en stor fisk. Det er selvransagelsens øjeblik. Jonas forstår, at han må tage opgaven på sig og gå vejen til folkene i Nineve og fortælle dem, at de er ude på et skråplan. Til Jonas’ store overraskelse lykkes missionen: folkene i Nineve omvender sig. Fornægtelse er blevet til bekendelse!
Epistlen fra Jakobsbrevet handler om integritet, om sammenhæng mellem den tro, der bor i hjertet, og den bekendelse, der kommer ud af munden. Der lyder en stærk advarsel omkring tungens magt: Den er en ild! Et andet motiv er træet og dets frugt: Troen kendes på frugterne.
Evangeliet er fra Matthæus kapitel 12. Her er det vigtigt at kende konteksten. Jesus har lige helbredt et menneske for en dæmon, som er blind og stum, hvilket fører til farisæernes anklage mod ham om at være i ledtog med dæmonernes fyrste. Det er denne anklage, Jesus hidser sig op over, og med rette, for alle var jo enige om, at det var en dæmonuddrivelse, han foretog; hvilken interesse skulle Beelzebul have i dét? ("Et hus i splid med sig selv kan ikke bestå"). Idet farisæerne ikke anerkender, at helbredelsen er sket ved Guds magt, spotter de Helligånden.
Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Men ikke bare i form af ord – også et menneskes handlinger er præget af, hvad det tror. Men dette er ikke bare morallære. Det handler om at identificere ham, der helbreder og udrenser det onde, som Guds Søn og stille sig på hans side.
Pointen ligger altså ikke i selve vredesudbruddet ("Øgleyngel!"), men i dét, det vil forsvare: Guds magt til at genoprette livet (jf. Mogens Lindhardt, Trinitatis – en homiletisk rejseberetning, Eksistensen, 2015). Farisæerne har ingen tro, og Jesu vredesudbrud giver unægtelig indtryk af, at de dermed bringer sig selv udenfor Guds nådes rækkevidde. Men hvad så, når vi – medlemmer af menigheden – mangler tro? Er alt håb så ude, eller er Guds magt faktisk så stor, at den kan vække hjertets tro? Liv af døde? Gode salmelinjer at fremhæve: "Og er vort syndemål end stort, dog større er Guds nåde" (DDS 496) og "Guds ord kan gå gennem en sprække, den hårdeste skal kan det flække" (DDS 414)
Frem for at prædike væk fra vreden skal man måske vove at blive ved den, og tale om, hvordan hengivne forældre kan blive vrede på deres børn, når de ikke passer på sig selv, eller hvordan det kan føre til fortvivlelse, når den elskede ikke vil høre og tage imod ens kærlighedsbudskab: Så har du slet ikke fortjent min kærlighed! Det er der jo aldrig nogen, der har, men det er hårdt at elske betingelsesløst, og der er måske i virkeligheden ikke andre end Vorherre, der formår det.
