Den gammeltestamentlige læsning er Moses, der taler til israelitterne og stiller dem et ultimatum. De skal vælge livet! Og det hænger sammen med at leve som Guds folk. Folket skal selv tilslutte sig pagten, for heri ligger frugtbarheden og velsignelsen. Ingen relativisme her – man kan ikke sige både-og, og 'alt er lige godt'.
Epistlen er Paulus’ ord til menigheden i Rom om troen som den nye pagt, der erstatter lovens gamle. Det er ikke lovens gerninger, som fører til retfærdighed, men troen på, at Kristus er givet til frelse, der frelser.
Kvinden med alabasterkrukken i Lukasevangeliet tog imod Guds nåde – allerede forud for denne dag i Simon farisæerens hus, hvor det, der udspiller sig, er hendes overvældende reaktion på nåden. Jesus giver Simon en belæring i form af en lille lignelse. Et lærestykke i hvordan Guds tilgivende kærlighed får "livets kilde til at flyde" blandt mennesker.
Et prædikenoplæg kunne være: Tilgivelsen løser fra skam. Kvinden er løst fra den negative binding til sin historie. Hun kaldes for synderinde: hvad har hun begået/været udsat for? Er det hendes handling, som er baggrund for tilnavnet, eller var der andre, som forgreb sig på hende? I ordet ’synderinde’ kan der ligge meget – også at hun får skyld for noget, hun ikke har gjort, dvs. et overgreb! (Mogens Lindhardt, Trinitatis – en homiletisk rejseberetning, Eksistensen, 2015). Guds nåde har rakt hende en ny skæbne, et nyt liv, og det er i taknemmelighed over dét at hun i dag opsøger Jesus i Simon farisæerens hus.
Mogens Lindhardt tolker teksten som indikerende en gudstjeneste: også søndagsmenigheden er indkaldt til at spise i et hus, og Jesus er budt med. Her er alle velkomne! Men dermed stilles også det spørgsmål til os, om vi er trådt ind i det nye land, jf. den gammeltestamentlige læsning, hvor kærlighed har sit sted? Om vi faktisk gør alvor af at kende evangeliet, sådan at det kommer alle vores medmennesker til gode?
Guds nåde er inkluderende, og når menigheden afspejler dén, holdes ingen udenfor.
