Opmærksomhed
I videnssamfundet er der ikke plads eller tid til at dvæle ved noget eller tid til kontemplation. Vi er fokuseret på forstanden og på den fysiske sansning. Men evangeliet kalder på vores opmærksomhed i kraft af noget, der i første omgang får os til at fornemme og føle noget. Noget der får os til at være opmærksomt til stede – og slå antennerne ud. I dagens tekster møder vi mennesker, der nok hører, i hvert fald på det sanselige plan, men som ikke tager dét ind, som de hører, og handler derefter, som det hedder hos Ezekiel. Der kaldes ikke noget frem: en erkendelse, en selvindsigt, en ny måde at se verden på – som Guds – og være i verden på sammen med andre mennesker. ”Vi spillede fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke”. Også naturen kalder på os og taler til os. Det er en grunderfaring. En prædiken på denne søndag kan være med til at dvæle ved det, der vækker vores opmærksomhed, og i denne kalden forstå, at vores væren-til-stede er noget, som er givet, og forkynde troen: at det er Gud, der vil os noget (med inspiration fra Dorte Jørgensen: 'Kald' i Kald, Kunst og Karnov. Præsteforeningen, 2016).
Urban coolness
Det er byerne, Jesus falder over. I byen lever vi i anonymiteten. Vi holder afstand til hinanden, lader ikke folk komme for tæt på. Vi går forbi Hus Forbi-sælgeren. Sangeren i gaden betragtes også som inventar. Sådan forholder bymennesket sig til hinanden. Uden at forholde sig. Det samme gælder over for ting: Man lader ikke noget gøre indtryk. Man er cool. Man har sin egen verden. Ikke mærkeligt at ensomhed og isolation er et udbredt fænomen i byen. At udbrændthed og depression plager bymennesket. ”Vé dig!” råber Jesus. Er du fuldstændig forhærdet? Er der ingen, der kan komme ind på livet af dig – ingenting, der siger dig noget og kan vække dig til live? Ingenting, der taler til dig og rører dig? ”Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger. Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og skøger”. Er du stendød? Søndagens tekster kredser om det bibelske forhærdelsestema. Tør vi holde en prædiken, hvor vi udfolder det, som den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder en resonanskatastrofe? Dér hvor vi har lagt så meget ind under vores kontrol, at der ikke er noget ukontrollerbart tilbage, der netop, i kraft af at vi ikke har kontrol over det, giver os den dyrebare erfaring af, at vores måde at være i verden på, lader sig forvandle, hvis vi altså tør indlade os på den mulighed? (med inspiration fra Hartmus Rosa: Det ukontrollerbare, Eksistensen, 2020)
