Den faste, Gud ønsker
”Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne” (Es 58,6-7)
Det går faktisk meget fint i spænd med det, vi hører i dag. Kain vender ryggen til én af sine egne – endda sin kødelige bror og endda så grundigt, at hans bror dør af det. Jakobsbrevet minder os om, at der i verden er nok til alles behov, men ikke nok til alles begær, for begær, der får lov til at gå linen ud, slår ihjel. Og Jesus taler om, hvordan det skal være iblandt dem, der følger ham. Anledningen er, at apostlene er kommet i strid om hvem, der skal være den største iblandt dem. Og sådan skal det ikke være, siger Jesus. Det skal være omvendt!
Hos Gud er alting altid omvendt. Omvendt i forhold til, hvordan verden regner. I verden er der strid, magt og hersken – og dem, der udøver magt, lader sig kalde velgørere. Og det her er altså vel at mærke skrevet meget langt fra vore dages politiske virkelighed, selv om problematikken ligner til forveksling. Men sådan skal det ikke være. På én eller en anden måde er det tit nemmere at sige noget om, hvordan det ikke skal være end om, hvordan det skal være.
Der er ikke noget galt med magt som sådan. Alt afhænger af, hvordan man kommer i besiddelse af den, og hvordan man forholder sig til den. Og på mange måder gør man klogt i at frygte den, for den kan gøre det af med én i den forstand, at magt kan gøre én til en anden end den, man egentlig skal være. At få mulighed for at udøve magt viser i høj grad, hvad man er gjort af. Det er en prøve, og det har ikke ændret sig spor siden Jesu tid. Ja, det var allerede sådan længe før – for eksempel på kong Salomos tid.
Kongen med det lydhøre hjerte
Salomo var blevet konge efter sin far David. Han var ung og uerfaren, men det betyder jo ikke, at man ikke kan føre sig egenrådigt frem, som om man har slugt alverdens visdom. Men sådan er det ikke med Salomo. Da han i en drøm hører Gud sige: ”Sig, hvad jeg skal give dig”, så svarer Salomo sådan her: ” Du har valgt dig en tjener midt i dit store folk, så derfor beder jeg dig om at give din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt!”.
Noget andet, der er værd at lægge mærke til ved Salomo, er, at han – selv om han lige er blevet konge – omtaler sig selv som tjener. Det siger noget om, hvordan han forstår dette at herske. Han forstår det først og fremmest som en tjeneste.
”Hvem er størst?” spørger Jesus, ”den, der sidder til bords eller den, der tjener?”. Ja, det er vel den, der sidder til bords – men ”jeg er iblandt jer som den der tjener”, siger Jesus. Så selv om riget er blevet overdraget ham sammen med magten, så er han, Himmelkongen, altså blandt os som den, der tjener.
Så når Jesus overdrager os riget, hvor vi skal sidde på troner og dømme, skal vi ikke lade os narre af billedet. For hvis vi skal ligne ham, så handler det ikke om at sidde på troner og styre rundt med de andre. Det græske ord for ’dømme’ betyder egentlig at skelne. Så når vi bliver sat til at dømme, bliver vi sat til at skelne mellem godt og ondt, mellem ret og vrang – og når det hedder sig, at vi skal sidde på troner og skelne, så betyder det bare, at han vil give os en form for overblik eller indsigt, der kommer af at have et lydhørt hjerte som det, Salomo bad om.
Og hvordan sådan et lydhørt hjerte kan skelne, det viste sig en gang, hvor to kvinder kom op til Salomo for at bede ham om at skelne mellem dem. De havde begge født et barn og da de vågnede næste morgen var det ene barn dødt. Nu var kvinderne uenige om, hvis barn var det levende, og hvis der var det døde. Kongen sagde: ”Hent mig et sværd”, og da de havde bragt ham sværdet, sagde han: ”Hug det levende barn i to stykker, og giv dem hver sin halvdel”. Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde: ”Nej, Herre, så giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham”. Men hende, der hidtil havde ført ordet, sagde: ”Hug! Barnet skal hverken tilhøre hende eller mig”. Da sagde kongen: ”Giv den første det levende barn, for det er hende, der er barnets mor”.
Der er altså tre ting, der kendetegner den, der bruger sin magt, som Gud vil: For det første har vedkommende lydhørt hjerte og kan for det andet skelne ret fra vrang, for det tredje er vedkommende mere optaget af at bruge sin magt til at tjene andre end af at bruge magten til at skaffe sig selv fordele. At magten ikke er min, men i sidste ende Guds. Mennesket er bare en tjener, der er sat til at forvalte en flig af magten.
Kong Salomos dom aktualiseres, når skilsmisseforældre slås og skændes om det barn, i hvilket de i bogstavelig forstand er blevet ét kød, og som de hiver og slider i, så de nærmest lige så godt kunne have hugget det over med et sværd. Det sker, at børn hentes af fogeden til samvær med en forælder. Så er der pludselig ikke langt til optrinnet i Salomos tempel for så længe siden. Ikke langt til kvinden, der sagde ”hug!”. At være forældre er også sommetider at afstå fra sin ret, faste fra sin ret – af kærlighed til barnet, som står dér med sønderrevet hjerte mellem de to mennesker, der betyder mest for det. Det er ikke nogen nem øvelse, men det er den faste, Gud ønsker – og dét gælder ikke bare i fastetiden.
At bruge sin magt til at tjene med tænker jeg på, hver gang talen falder på ledere og ledelseskurser. Alle vil være ledere, men ingen vil være tjenere. Men vi har brug for ledere, som vil tjene – ikke bare penge, men Gud og næsten. Så måske er det dét, vi skal bruge fastetiden på, mens vi følges med Jesus op til Jerusalem og hans ultimative tjeneste på korset: at bede om et lydhørt hjerte, der kan afstå fra sin ret – af kærlighed.
