(Døds)Synderne
Griskhed. Alene ordet klinger skidt. Griskhed er noget grimt. Ordet betyder egentlig begær, nemlig det begær, der vil ha’ mere af det samme. Griskheden tager fra andre og beholder for sig selv. Ikke for ingenting er griskheden én af de syv dødssynder (averitia), for den ødelægger både udadtil – fordi den vil ha’ det, de andre har – og indadtil, fordi den vil beholde det, den tager fra de andre, for sig selv.
I moderne tid blev griskheden ganske vist vekslet til en dyd, for eksempel under navnet vækst eller at få noget ud af livet. Men i dag ved vi godt, at griskhed kan gå grassat. I det hele taget er synden vendt tilbage til samfundet.
For nogle få årtier siden var den ellers dømt ude som et levn, sure præster stod og udmalede i kirken. For som Jan Lindhardt skrev i Kristeligt Dagblad i 1995: "Man kan nu roligt gå ind i kirken, for synden er for længst gået ud. Ja, den overlever lidt i liturgi og bibeltekster, men efter liturgireformen er den også her stærkt på retur. Og i præstens prædiken er den praktisk taget væk. Det vil være svært at finde en moderne præst, der vil tage ordet i sin mund. For det første er det umoderne, og for det andet er Gud jo god, og derfor står synden ikke Ham og os imellem. Der er faktisk slet ingen grund til at komme ind på dette og beslægtede emner, og hvorfor så sparke sig selv bagi".
Men i dag ved alle, hvad for eksempel klimasynd er. Og flyskam. Så nu står vi med griskheden både som synd og som dyd: merbegæret og den vækst, vi anser for nødvendig. Synden er kort sagt tilbage i samfundet. Spørgsmålet er, om den også må komme med ind i kirken igen? Ikke for at få en sur kirke. Men for at der i det mindste kan være ét sted, hvor synden er noget, vi ikke selv kan komme fri af, heller ikke ved at spise mindre kød og frede mere natur. Men hvor selv den mest grisede synd kan tilgives.
Eksistentialisten
I Prædikerens Bog taler den fødte eksistentialist: "Nøgen kom han ud af moders liv, nøgen går han bort, som han kom, og han får intet ud af sit slid, som han kan tage med sig. Ja, dette er et slemt onde; ganske som han kom, går han bort."
Altså: Fra intet til intet. Hvad er egentlig meningen med dét? Det er snarere, som der står i en kollekt: "Du giver os alt, men tager meningen fra os" (Torben Damsholt og Jørgen Schulz: Indgangskollekter. Poul Christensens Forlag 1993 – også kaldet Vartov-kollekterne). I sig selv er det en voldsom erkendelse, at vi rent faktisk skal forsvinde fuldstændig fra jordens overflade for altid. Alligevel kan vi synge, at livet er livet værd. Men det kræver en overgivelse til Gud, så vi – også ifølge Prædikeren, trods alt – ikke altid skal tænke på vores levedage.
