Første søndag efter påske viser os, hvad Jesu opstandelse påskemorgen betyder: at det rette forhold mellem Gud og mennesker genoprettes. Blikket rettes fremad med tilgivelsen som linse, og dette perspektiv vil vi forfølge som nøglemotiv i alle søndagene mellem påske og pinse – både i salmevalg, homiletisk refleksion og musikvalg.
Tilgivelsen er et centralt, men også ofte misforstået og misbrugt kristent begreb. De seks søndages Johannes-tekster giver os mulighed for at udforske og gennemtænke tilgivelsen, så den bliver et håbsmotiv. Dette perspektiv vil naturligvis også påvirke musikvalget, som med tilgivelse som nøgleord vil få en mere stilfærdig, mild og lyrisk tone.
Om søndagene mellem påske og pinse
Vi har skrevet om søndagsgudstjenesterne mellem påske og pinse med et dobbeltperspektiv: både at dykke ned i hver enkelt søndags tekster, kollekter, salmer og musik, men også hele tiden at have øje for en mere overordnet sammenhæng imellem søndagene. Vi anser søndagene for at være en udklang af påsken, som ændrer sig undervejs og ender med at være en slags stilfærdig, mild og lyrisk forberedelsestid til pinsen – nærmest på linje med advent og faste som forberedelse til jul og påske.
Der er en meditativ, inderlig tone i de mange læsninger fra Johannesevangeliet, som bliver stadig mere fremtrædende gennem de seks søndage. Jesus betoner gang på gang det ubrudte fællesskab mellem ham og Faderen, mellem os og ham, som Helligånden vil gøre levende for os. Denne cirklen og repetition giver teksterne og søndagene deres meditative tone, som vi gennem musikvalget har understreget.
