Fortsæt til hovedindholdet
1. søndag efter helligtrekonger
Tværfagligt notat 1. s. e. h3k

Tværfagligt notat

Kirsten Wind Retoft og Leif Arffmann

Søndagens tekster handler om det store makrokosmos og det lille mikrokosmos – og dermed om det lille menneskes forhold til skaberværket. Dermed kalder de to første tekster på noget storladent, også i musikken. Mennesket bliver svimmel over universets størrelse; kosmos kan endvidere mange gange føles som kaos, og mennesket har brug for et tilhørsforhold. Dåben er tegnet på dette tilhørsforhold.

I modsætningen mellem kosmos og kaos er der i og for sig tale om en slags Klodernes kamp med navnet på H.G. Wells' roman fra 1898 (dansk udgave fra forlaget Saga, 2017). I denne kosmiske kamp kan mennesket føle sig meget lille. Det gør heller ikke noget. For mennesket kan klare sig i denne kamp, og behøver ikke andet end tre håndfulde vand for at være veludrustet i kampen. Epistelteksten forklarer, hvad mennesket i den sammenhæng har brug for, nemlig Kristus. Da evangelieteksten indgår i dåbsritualet, vil dåbstemaet være nærliggende at udfolde.