DDS 392 Himlene, Herre, fortælle din ære
DDS 309 Bøj, o Helligånd, os alle
DDS 449 Vor Herre tar de små i favn
DDS 69 Du fødtes på jord
DDS 108 Lovet være du, Jesus Krist
DDS 13 Måne og sol
"Himlene, Herre, fortælle din ære" peger på de kosmiske perspektiver i den første læsning, ligesom salmen beskriver det lille menneskes situation, som den der bliver løftet op og får ”oplysning og trøst” og gjort til ”vismænd”.
"Bøj, o Helligånd, os alle" tager fat på skabelsestemaet. I første vers med ordene: "som os gav, før vi det vidste, livet...” og i andet vers: ”bevis med skabermagten”. Dette kosmiske aspekt gøres til noget menneskeligt ved ordets forkyndelse, ”i ordet som du fører” og ved dåben, ”som du døbte med Guds ord”, og ”så vi stå i pagten”.
"Vor Herre tar de små i favn" sætter det lille menneske, der ikke magter noget som helst, sammen med den, der løfter mennesket (vers 3). Denne sammenknytning sker i dåben, men mennesket sættes også ind i sammenhæng med ordets forkyndelse (vers 5). Både dåben og ordet – og for den sags skyld nadveren (vers 4) – giver mennesket mod og tro i det liv, der skal leves (vers 6).
Formen på salmen "Du fødtes på jord" er den figur, der i metrikken kaldes epanastrofe, hvor hver strofes sidste verslinje gentages i næste strofes første verslinje. Dette udtrykker gentagelsen i den kristnes liv, men denne cirkulære livsopfattelse kontrasteres af de konkrete handlinger, der i hver strofe gør en forskel, som fx dåben (vers 4) og nadveren (vers 5). Det afsluttende vers beskriver, hvorledes mennesket får mod til at leve i det store kosmos.
På 1. søndag efter helligtrekonger kan julen stadig huskes og bør ikke helt forlades. Derfor er "Lovet være du, Jesus Krist" valgt, idet den dog også lader søndagens kosmiske dimensioner blive menneskelige, som fx i vers 3 og vers 6.
Som afslutning sættes skabelsestemaet ind i et takke- og bønsforhold med "Måne og sol". Der siges tak for livet og siges tak, fordi det er muligt at lade den næste dag blive levet med den overskrift.
