Bevægelsen fra makrokosmos til mikrokosmos bliver i evangeliet beskrevet kropsligt. Disciplene vil have kvinderne med børnene væk fra Jesus, fordi de ikke forstår, hvem Gud er, da de ikke, i modsætning til de unge drenge, er ’lovens sønner’.
Men den Gud, der er blevet menneske, viser, hvorledes det usikre menneskes vedhæftning (anvendt som udtryk for det søgende menneskes behov for at have en tilknytning til noget uden for mennesket selv) til det guddommelige sker, nemlig ved at hænderne lægges på mennesket; handlingen udtrykker det, ordene ikke kan sige. Dette guddommelige kropslige tilsagn til mennesket forsøger vi i gudstjenestens ord og rituelle handlinger at udtrykke, så godt vi kan.
Prædikenen kunne på den baggrund udfolde enkelte dele af gudstjenesten og forklare, hvorledes kroppen er medvirkende fx når vi rejser og sætter os, går til alters i ’alter-gangen’. Dertil kommer, at udtrykket Guds hænder kunne forklares som en del af det døbte menneskes forpligtelse: at de døbte hver på deres måde er Guds hænder.
